Den moderne splitcanestang

eller

Min første selvbyggede splitcane fluestang

Af Per Egholm Andersen.

(Tidligere udgivet i “Fluefisker” nr. 2, juni 2007)

Mit første skridt mod at bygge en splitcane fluestang helt fra bunden, tog jeg allerede for mere end 25 år siden. Jeg havde tidligere både restaureret og monteret flere splitcane stænger, og ville gerne lave en helt fra bunden.

I ”Flugfiske i Norden” 1980 var der flere artikler om splitcanebyggere, og da Preben Torp Jacobsen i 1981 startede en artikelserie om, hvordan man kommer i gang, og hvordan man gør, gav det for alvor blod på tanden.

Stænger og bøger til artikel 009 Jeg fik anskaffet mig en lille Stanley 9½ blokhøvl, et måleur, nogle tonkinstokke og en bog : ”A Masters Guide To Building A Bamboo Fly Rod” af Garrison og Carmichael. Jeg fik lavet en træhøvleform, som dog kun kunne bruges til at grovhøvle på.

Den rigtige høvleform af metal, som kunne indstilles for hver 5”, var vanskelig at få fat i og tilmed temmelig dyr, så med studiegæld m.m. måtte det vente lidt. Jeg fik da splittet nogle bambusstokke op og grovhøvlet til en stang, men da min kone og jeg flyttede til et gammelt hus med en stor have, blev stangbyggeriet lagt på hylden for en kortere tid, troede jeg. Tonkinstokkene blev halveret til ca 1,80 m og lagt under loftet på nogle hyldeknægte i et værelse.

Der lå de godt og samlede støv i en del år, indtil jeg fik nys om at Bo Hermansen fra Vorbasse byggede splitcane stænger, og at han kunne lære fra sig. Til min store glæde blev jeg “taget i lære”, og den første vintersæson begyndte min første håndlavede splitcane fluestang at tage form.

Stænger 02.07.13. 005Det var en lille tredelt 6’8” klasse 4 stang, efter Bo’s design.

Der blev flækket, splittet, grovhøvlet, varmehærdet, filet og rettet bladknuder, målt, indstillet, finhøvlet, limet, rettet og hængt til tørre. Der hang den så, tre tilspidsede blomsterpinde, som skulle blive til min  første selvlavede splitcane fluestang.

Det var først da emaljelaget blev skrabet af, at bambussens smukke, gyldne overflade viste sig.

Det var også her det ville afsløre sig, om høvlearbejdet var udført ordentligt, om de 6 trekantede splitter lå helt tæt sammen. Den yngre lærer må have holdt godt øje med sin ældre elev, for det så helt godt ud. Slibningen af de to nederste sektioner var let at gå til. Det var først da jeg skulle slibe spidsen, med et tværmål på under 2 mm., at hånden rystede lidt. Topstykket skulle jo gerne bevare sin sekskantede form, så det var med at holde tungen lige i munden, så der ikke blev slebet af kanterne. Når klingen er slebet ren, foregår resten stort set, som når man monterer en kulklinge, bortset fra at splitcane stangen også skal have monteret metalferruler og lakeres nogle gange.

Det store arbejde ligger i den første fase. At gøre bambusstokken klar til høvleformen. Indstille høvleformen (med 1/100 mm nøjagtighed) af flere omgange. Slibe høvljern mange gange og indstille høvlen til at høvle silkepapirstynde spåner, og en masse tålmodighed. For det tager lang tid, og der er mange arbejdsgange.

Så min første stang blev først gjort færdig den efterfølgende vinter. Bygning af splitcanestænger er ofte en vinteraktivitet, ligesom mange af de andre sidegevinster vi har (såsom fluebinding, stangmontering, knivfremstilling osv.), den øvrige del af året vil vi jo gerne ud at fiske.

Stænger 02.07.13. 013

Siden er endnu en stang blevet færdig, flere er næsten færdige og nogle skal gøres klar til montering. Den næste der skal startes på får nr. 10 i logbogen, og der bliver forhåbentlig skrevet mange flere ind i de kommende år.

Det er spændende og fascinerende at få mulighed for at præge og lege med fluestangens fundamentale egenskaber, og at arbejde med et unikt naturmateriale, som kan formes og bearbejdes og blive til et smukt og funktionelt redskab, som man siden kan nyde at bruge.

Jeg bliver ofte spurgt, hvorfor fiske med splitcane, når vi har et fantastisk materiale som kulfiber? Er splitcane stænger ikke tunge og langsomme? Kan man overhovedet kaste ordentligt med dem? Kræver den ikke megen pasning? Er det ikke bare ren konservatisme og nostalgi?

Den moderne splitcane stang er som regel en fluestang, sjældent over 8 fod og sjældent over klasse 5 og bruges mest til nymfe og tørfluefiskeri.

En stang i den størrelse kan godt bygges så den vejer under 100 g, hvis man undlader tunge hjulholdere og andet pynt. Så, tung behøver den ikke at være.

Langsom kan den godt være, men det er der nogen, der synes om. Den kan også laves hurtig, det afgøres af forarbejdningen og taperingen, dvs. hvordan høvleformen indstilles, men nok ikke så hurtig som de hurtigste kulstænger, men det er vist heller ikke nødvendigt, til det den oftest bruges til.

En splitcane stang, der er bygget ordentligt, af kvalitets bambus og efter en gennemarbejdet taperingsmodel, kaster fremragende. Man kan godt lave en kastekanon, men til nymfe og tørfluefiskeri er der mere brug for præcision og delikat præsentation, og dér kan splitcanestangen sagtens være med.

Hvis der med konservatisme menes at tingene ikke forandrer sig, er splitcane stangen ikke konservativ. Der bliver bygget mange splitcane stænger, både i USA, men også i Europa, af små firmaer og af dygtige professionelle- og amatørbyggere, og der foregår løbende udvikling og udveksling af erfaringer på nettet, i tidsskrifter, i bøger og ved forskellige sammenkomster og træf.

Jo, man skal passe på sin splitcane stang, hvis man vil have glæde af den i mange år. Den skal ud af den fugtige pose og op at hænge efter fisketuren, men ellers kan den tåle meget.

Nostalgi. Ja, at splitte en tyk bambusstok og lime splitterne sammen har man gjort i mere end 150 år, men den moderne splitcanestang har hele tiden udviklet sig.

Det er nok i den sidste ende et spørgsmål om indstilling og temperament, om man er til splitcane eller ej.

Fra århundredskiftet og frem til 2. verdenskrig var stort set alle fiskestænger lavet af splitcane. Store og små fabrikker sprøjtede fiskestænger ud i stribevis i meget forskellig kvalitet, som afhang både af råmaterialet og hvordan det blev forarbejdet. Samtidig fandtes der en del små foretagender, der fremstillede specielt fluestænger af meget høj kvalitet, og som arbejdede med de bedste råvarer, stor præcision, omhyggelig hærdning og beregning af taperinger.

Udviklingen af glasfiber og samtidig embargoen af kinesiske varer fra 1950, påvirkede udviklingen og udbuddet af fiskestænger. Tonkin-bambus (arundinaria amabilis), som er den bedste og eneste reelt anvendelige bambus til fiskestænger, gror kun i Kina, og kunne ikke længere importeres.

Små og mindre stangfabrikker fik efterhånden bund i lageret af bambus. Store foretagender som f.eks. Hardy, Pezon & Michel og Orvis med større lagre. Kunne fortsat fremstille splitcane stænger i begrænsede mængder (fortrinsvis lettere fluestænger), samtidig med glasfiber- og senere kulstænger.

Efter stort set at have været ude af markedet fra slutningen af 1950-erne og de næste ca. 20 år, hvor glasfiber og senere kulfiber næsten totalt havde overtaget markedet, fik splitcane stangen en ny opmærksomhed fra sidst i 1970-erne. En af årsagerne var udgivelsen af en bog.

At embargoen af Kina var blevet ophævet i 1971 og tonkin-bambus igen kunne importeres, var også en medvirkende årsag.

Fremstillingen af kvalitets splitcane stænger havde været omgivet af meget hemmelighedskræmmeri. Særligt de høvleforme og fræsemaskiner, der fremstillede de specielt taperede splitter, var meget hemmelige, så amatør byggere var henvist til primitive høvleforme ofte med faste taperinger.

Med Garrison og Carmichael’s bog ”A Masters Guide to Building a Bamboo Fly Rod” fra 1977, åbnede der sig en helt ny verden. Garrison var en meget anerkendt professionel stangbygger, der selv håndhøvlede sine stænger. Han gav i bogen, der var på næsten 300 sider, med et væld af billeder og tegninger, en detaljeret og fuldstændig gennemgang af alle faserne i fremstillingen af en splitcane fluestang, behandling af bambussen, detaljerede anvisninger på fremstilling af værktøjer, specielt en indstillelig stålhøvleform, med nøjagtige mål, ja, alt hvad man behøvede at vide. Selv Garrisons egne taperings-mål på samtlige hans stænger var med.

Stænger og bøger til artikel 019Siden har andre lukket op for posen, og i dag er der en hel del gode bøger om emnet. En sand guldgrube for amatørbyggere, der ikke behøver at prøve sig frem, men kan låne viden af de gamle mestre og prøve at gøre dem kunsten efter.

I dag bugner internettet med et væld af specielle splitcanesider med informationer, tips og ideer, chat og debatsider, nettidsskrifter osv.

Så splitcanestangen er absolut fuld af liv, den har sin egen plads, sine egne kvaliteter og sin egen charme. Jeg synes det skal være en fornøjelse at fluefiske, og jeg nyder at fiske med min selvbyggede splitcane fluestang, mærke den arbejde, føle dens rytme, se dens smukke overflade og undre mig over, at den en gang har været en del at et 12 m. langt ”græsstrå” på en kinesisk bjergside.

© Per Egholm Andersen

Til toppen (tryk på pilen nederst til højre)