Af Dennis Skelmose Jensen, Danmark. Oktober 2018.
Da min far og jeg i starten af firserne begyndte at montere fluestænger, undrede det os at lige meget hvilken klinge, aktion, mærke, materiale, klasse eller butik, så var det samme skema til placering af øjer, der fulgte med. Det vidste vi var forkert, men hvordan greb man lige sådan et problem an.
Da Preben Torp Jacobsen og hans venner var i gang med at beregne splitcane stænger, koblede vi os på. Efter mange timer, et par computere og en del matematikbøger senere var forståelsen ved at være der. Ved at kombinere deres beregninger og ideer med vores erfaring og ideer med flueklinger var det faktisk ganske let.
Det grundlæggende i deres og vores erfaringer:
- En fluestangs aktive del er hele stangens længde minus håndtag og hjulholder.
- De aktive øjer er de slangeringe, som belaster klingen under kastet.
- Antallet af aktive slangeringe er stangens længde i fod (+1). Ved længere stænger evt. 1 eller 2 mindre.
- Skydeøjet er kun til for dig, ikke for belastningens skyld. Den er kun et behageligt punkt at samle linen op.
- Ideal udbøjningen på stangen er, når stangens enkelte fibre er ens belastet.
Man skal bruge følgende:
- Regnemaskine.
- Målebånd.
- En stykke papir på stangens længde og en bredde på 1/3 af stangens aktive længde (kan sammensættes af flere stykker tapet/bordpapir).
- En lille plastikpose.
- Mange små lodder.
- 2 skruer eller søm.
- Tape.
- Sort tusch, hvid rettepen / blyant.
- En væg.
Den praktiske del:
- Først beregner vi udbøjningen, som er en nedkogning af mange matematiske formler, til stangens aktive længde divideret med 3 (eller mere præcist ganget med 0,32113322).
- Papiret klippes nu til i denne bredde på hele længden.
- Del nu udbøjningen med antallet af slangeringe plus topøjet.
- Tegn nu parallelle streger med denne afstand i hele papirets længde.
- Hæng stangen vandret op på væggen med to skruer. En lige under stangen foran korken og en over hjulholderen.
- Monter papiret vandret bag stangen med tape eller nipsenåle. Den øverste kant skal være i midten af klingen ved korken.
- Bind posen fast i topøjet og hæld små lodder i, indtil topøjet når den nederste kant af papiret.
- Marker slangeøjernes placering på klingen, hvor de vandrette streger krydser den udbøjede klinge.
- Bliver afstanden mellem skydeøjet og nederste slangering for langt, kan der monteres et ekstra slangøje mellem de to (ved for lang afstand vil linen klistrer til stangen, viser erfaringen).
Hvis placeringen af nogle øjer ikke er helt ideel (- nogle vil f.eks. gerne have et øje ved ferulen), så kan man prøve med et øje mere eller et øje mindre, når man deler udbøjningen op i lige store dele.
Ikke to klinger er ens.
Vores erfaringer viste at der ikke er 2 helt ens klinger og at de udleverede skemaer ikke holdt en meter. De stænger vi byggede blev helt klart bedre af denne form for øjeplacering.
Efter at have ændret placeringen af øjerne på en stang fra den traditionelle måde til denne, troede folk ofte ikke at det var samme stang, de havde hånden.
Klingen kompenserer selv for aktion, uregelmæssigheder, stivheden i samlinger og svage punkter. Dette kan næsten ikke lade sig gøre på en computer.
Selv i dag næsten 36 år senere holder disse erfaringer. Det vil være synd at det kun er den perfekte stang på det ydre!
Hvis du selv vil lære lidt mere om hele den matematiske baggrund for denne metode så læs Preben Torp Jacobsens bog ”Stangbygning”.
Sidste nyt er at jeg her i november 2018 er blevet gjort opmærksom på en artikel af R. Barrud i “Trout and Salmon” fra september 1969, der rigtig meget ligner vores måde at gøre det på. Det er da rart at se at vi ikke er de eneste, der søgte og fandt denne måde at placere øjerne på. Der er lidt forskel, bl. a. at han starter ud fra skydeøjet og at han ikke har et konkret bud på længden af udbøjningen. Der er vi uenige, men mange af tankerne er ens. Hurra for det.
Dennis Skelmose Jensen (c)
